Restaureringen PDF Udskriv E-mail
I 1982 skænkede Grethe og Gunnar Rasmussen Majbølle Mølle til Majbølle Møllelaug, som siden har arbejdet på at gennemføre en total restaurering af møllen.

Billede af Lars Graff Nielsen I foråret 1982 rettede Majbølle Mølles ejer, bagermester Gunnar Rasmussen, henvendelse til sognepræsten i Majbølle, Lars Graff Nielsen, og spurgte, om der kunne findes udvej for at redde og bevare Majbølle Mølle, som på daværende tidspunkt var i stærkt forfald.
Henvendelsen resulterede i en lang række undersøgelser.

I maj 1982 blev Majbølle Mølle besigtiget af møllebygger John Jensen, som anbefalede at Majbølle Mølle blev bevaret på grund af det fornemme håndværk, hvormed møllebygger Niels Clausen fra Toreby opførte møllen i 1896.
 

August 1982: En normal håndværkerrestaurering af Majbølle Mølle ville blive meget kostbar; men i august 1982 forelå der godkendelse fra De fem østlollandske Kommuners Beskæftigelsessekretariat af møllerestaureringen som beskæftigelsesprojekt for unge arbejdsledige, så en stor del af den nødvendige arbejdskraft kunne stilles gratis til rådighed. For at kunne indsamle de nødvendige penge til materialer og for at kunne opnå offentlige tilskud var det imidlertid nødvendigt, at Majbølle Mølle blev gjort til en selvejende institution og blev godkendt af Nationalmuseet som en bevaringsværdig mølle.

2.december 1982 stiftedes Majbølle Møllelaug med det formål at bevare Majbølle Mølle som et historisk mindesmærke, som en turistattraktion og som et mål for lokalhistorisk skoleundervisning. Bestyrelsen kom til at omfatte en række interesserede borgere i Sakskøbing kommune, samt repræsentanter for Sakskøbing kommunes lokalhistoriske arkiv, Lokalhistorisk forening for Sakskøbing kommune, Sakskøbing Turistforening og historielærerne i Sakskøbing kommune.
Ved den stiftende generalforsamling skænkede bagermester Gunnar Rasmussen Majbølle Mølle til det nystiftede Majbølle Møllelaug, som siden har ejet møllen.
 
Billede af Møllen fra vest med motorhuset.31. januar 1983 forelå Nationalmuseets bedømmelse af Majbølle Mølle. Museumsinspektør Torben Ejlersen, Nationalmuseets Møllelaboratorium, skriver bl.a.: "Jeg finder, at Majbølle Mølle som den eneste af sin art i kommunen har almindelig bygningshistorisk interesse, og at det vil være rimeligt at betegne møllen som bevaringsværdig. Den tilbyggede magasinbygning med rundbuede jernvinduer burde også bevares om muligt, da den indgår som et naturligt led i møllekomplekset. Jeg vil desuden foreslå, at man overvejer at istandsætte det lille motorhus, idet man derved sikrer et karakteristisk minde fra den sidste fase af vindmølleriet, hvor man i vindstille kunne klare driften med motor."

I foråret 1983 brugte Majbølle Møllelaug kræfterne på at starte en omfattende indsamling blandt borgerne i Sakskøbing kommune, ligesom man rettede henvendelse til en lang række fonde og legater. Sakskøbing kommune trådte også til og gav løfte om at bidrage med samme beløb, som det lykkedes Møllelauget at indsamle blandt private borgere.
5. september 1983 startede en stor arbejdsstyrke af unge arbejdsledige under ledelse af 2 faguddannede tømrere og en faguddannet murer, alle fra Beskæftigelsessekretariatets "Træværksted" i Maribo, på restaureringen af Majbølle Mølles ydre. For at sikre den historisk og fagligt korrekte restaurering fik Møllebygger John Jensen den overordnede ledelse som Møllelaugets konsulent. Man begyndte med at genskabe mølleomgangen efter de originale tegninger, da mølleomgangen skulle bære stilladserne ved den efterfølgende istandsættelse af møllens ydre beklædning.

 
Billede af mølletoppen der bliver løftet af mobilkran 3. november 1983 løftede en stor mobilkran møllehatten ned på jorden, hvor den videre restaurering af den skulle finde sted. Også den lynsplintrede vingeaksel og velle blev løftet ned, så nye aksler kunne tildannes nøjagtigt efter de originale. Umiddelbart efter begyndte restaureringen af møllens ydre beklædning, samt vinduer og døre. En stor del af møllens tværstivere måtte udskiftes og næsten hele møllens bræddebeklædning fornyes. Endelig blev hele møllen beklædt med 22.000 møllespåner fastgjort med 44.000 søm.

27.september 1984 var restaureringen af møllens ydre med tilhørende kornmagasin og motorhus fuldført, så man kunne holde rejsegilde. 2-300 mennesker overværede, at en mobilkran løftede de nye aksler, den færdigrestaurerede møllehat og det store krøjeværk på plads. Ved rejsegildet modtog Møllelauget store pengegaver fra Sakskøbing Byråd, en række pengeinstitutter og kreditforeninger, ligesom der oplæstes en meddelelse om at Dronningen havde skænket Majbølle Møllelaug 20.000 kr. af Fondet til Fædrelandets Vel. Også fra Nationalmuseet forelå en lykønskning, hvor museumsinspektør Torben Ejlersen skrev: "...på Nationalmuseets Møllelaboratorium glæder vi os over den energiske og velgennemførte restaurering af møllens ydre og håber for Møllelauget at næste fase vil blive lige så vellykket."

I 1985 fortsatte Majbølle Møllelaug indsamlingen af midler til restaureringen af Majbølle Mølle. Restaureringen har foreløbigt kostet 285.000 kr., hvoraf private borgere har bidraget med 50.000 kr. og Sakskøbing kommune med et tilsvarende beløb.

I efteråret 1986 begynder restaureringen af Majbølle mølles indre: Dæk og trapper bliver udskiftet og hele mølleværket sættes i stand. Det koster ca. 130.000 kr. og til slut skal møllen forsynes med vinger som koster 90.000 kr.

Målet var at Majbølle Mølle skulle stå helt færdig og funktionsklar som Sakskøbing kommunes vartegn, når den nye Farømotorvej skulle indvies i 1988.
 
Sidst opdateret ( onsdag 02. december 2009 )